Kunst i Kedelhuset
Tekstilkunstneren Kissa Tindal og keramikeren Marianne Fossgreen på Textilforum
14. august - 12. september 2010
Yndefulde farvemættede vægtæpper og lysende keramik. Kissa Tindal og Marianne Fossgreen klæder hinanden, og nu kan deres værker opleves på en fælles udstilling.
Kissa Tindal begyndte at arbejde med tekstiler i 1980. Dengang koncentrerede hun sig hovedsageligt om den amerikanske kunstform ”art to wear”, en radikal form for beklædning, der nærmede sig det skulpturelle.
Siden begyndelsen af 1990’erne har det været særlige teknikker som indfarvning, tryk, batik og ætsning, der har optaget tekstilkunstneren. I de senere år har Kissa Tindal også arbejdet med collage og udbrænding med loddekolbe. Inspiration henter hun på rejser og nær kontakt til udenlandske kolleger, og i sine værker fabulerer tekstilkunstneren elegant over myter og fortællinger ofte hentet fra antikken, hulemalerier og koptiske tekstiler.
Leret – dette bløde og faste materiale – har altid fascineret mig. Af denne enkle masse skabes store og monumentale former, så vel som det sarte og skrøbelige. Ilden, især den direkte ild, giver – i begge betydninger af ordet – liv til det skabte.
Sådan introducerer keramikeren Marianne Fossgreen sig selv og sin kunst. Hun er uddannet på Århus Kunstakademi i begyndelsen af 1970’erne og nogle år efter etablerede hun eget værksted og galleri.
Nu finder man den fine keramiker i Grauballe ved Silkeborg, hvor hun videreudvikler stentøj, porcelæn, skulpturel keramik og brugskunst.
Med debut i begyndelsen af 1980’erne har begge kunstnere en omfattende udstillingsvirksomhed både herhjemme og ude i verden, og det er med fornøjelse at kunstforeningen nu kan byde dem velkommen på Textilforum.
Vægtæpper og Keramik
Kissa Tindal og Marianne Fossgreen
14. august – 12. september 2010
Fernisering lørdag 14. august kl. 11 - 13
Textilforum, Vestergade 20, 7400 Herning
Arr.: Kunstforeningen for Herning og Omegn.
- log ind for at skrive kommentarer

